Farstrup Boldklubs pædofilipolitik

Farstrup Boldklub ønsker at sikre sine medlemmer samt trænere og ledere mod pædofili eller mistanke herom.

Foreningen skal være et trygt sted at være for både børn, unge og voksne. Vi ønsker ikke på nogen måde at mistænkeliggøre trænere, ledere eller øvrige voksne. Hensigten er at fastslå, at inden for idrætsverdenen tolererer vi ikke den slags. Forældre kan trygt sende deres børn til idræt hos os, da vi har skabt trygge rammer for vore medlemmer.

Børneattester
Der indhentes børneattester på alle ledere, trænere, assistenter for disse, hjælpetrænere og udvalgsmedlemmer, fra det fyldte 15. år (den kriminelle lavalder) til det 80. år - altså for alle som har direkte kontakt i min. 3 måneder med børn under den seksuelle lavalder dvs. 15 år.

Når den negative børneattest kommer retur fra rigspolitiet, klippes den nederste del af attesten og gemmes. Dette er foreningens kvittering på, at vi har indhentet børneattester på alle vores ledere, hjælpetrænere m.m. Den øvrige del af attesten destrueres, da den indeholder personlige oplysninger.

Hvis der derimod kommer en positiv børneattest retur, vil bestyrelsen kontakte DGI. I den forbindelse vil boldklubben blive tilbudt hjælp fra DGI’s rådgivere omkring pædofili.

Hvordan forebygges overgreb
Indhentning af straffeattestoplysninger kan dog ikke stå alene, men bør følges op af drøftelser omkring emnet samt efterlevelse af følgende overordnede retningslinjer:
* Gennem en aktuel, tæt dialog mellem forældre, trænere og ledere, som alle parter opfordres til at tage del i.
* Bevidsthed om, at kropskontakt er en naturlig og nødvendig del af idrætten, fx et skulderklap i en håndboldkamp, en modtagning i spring og lign.
* Efterstræb at være 2 ledere/forældre i omklædningsrummene
* Trænerne bør ikke tage bad sammen med en ung idrætsudøver
* I forbindelse med stævner skal der være ledere med af samme køn. Ledere af modsatte køn kan være trænere, men bør holde sig ude af omklædningsrum (under omklædning) og sovesale. Der er aldrig en træner og en ung idrætsudøver, der sover alene sammen
* Træneren bør aldrig invitere en enkelt ung idrætsudøver med hjem og bør i øvrigt selv være agtpågivende omkring ikke at bringe sig selv i situationer som kan virke mistænkelige.

Mistanke om overgreb
Vær opmærksom på om en træner eller leder:
* har en tendens til at isolere sig med et eller flere børn
* har børn overnattende
* har børn, der kommer i hjemmet
* er særligt følelsesmæssigt eller kropsligt engageret i et eller få andre børn
* ofte henter og bringer et eller få børn til og fra træning
* altid har en forklaring på, hvorfor lige netop han eller hun ikke behøver følge de fælles spilleregler

Alt dette kan man være opmærksom på – og observere – uden at komme til at tænke på pædofili. Og uden at der er grund til at tænke på pædofili.

Modsat kan man have en vedvarende følelse af, at ”her er noget galt” eller måske høre et rygte eller en bemærkning, som gør, at man bærer på en mistanke, man ikke kan ryste af sig.

I en sådan situation kan man gå frem efter følgende:
Overvej situationen grundigt. Saml dine tanker og skriv evt. ned, hvad du har set eller hørt. Kontakt foreningens formand eller et andet bestyrelsesmedlem. Vær diskret. Det er herefter formanden, som har ansvar for, hvad der videre skal ske.

Formanden kan vælge at søge vejledning hos politiet, hos kommunen eller hos DGI. I alle tilfælde kan det ske, uden at der nævnes navne. Politiet kan vejlede om, hvad man bør være opmærksom på før en evt. politianmeldelse – og hvad der vil ske, hvis sagen anmeldes formelt.

Således vedtaget af bestyrelsen for Farstrup Boldklub den 1. maj 2012.